2 forfjamskede nye lærere
Baggrundsbillede
Tomt billede
Pige sparker katPige sparker kat Sol Rotterne forlader den synkende skude
Foreningen til Bevarelse af Lærere i Den danske Folkeskole
Tomt billede

BREVKASSEN

Førstelærer Pedersens mailservice for uerfarne nye lærere, børneallergiske overlærere, nervesvækkede mellemledere, forvirrede forældre og usikre politikere


Førstelærer Pedersen har venligst stillet sin kostbare tid og enorme viden til rådighed for foreningen og kan spørges om hvad som helst. Han vil derefter forsøge efter bedste evne at rådgive spørgeren, men forbeholder sig ret til at afvise useriøse spørgsmål. Ligeledes skal man heller ikke forvente svar lige med det samme - det tager tid at forberede sig ordentligt.

Skriv til Førstelærer Pedersen

Senest redigeret:
09.08.2006

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen

Må det være en gammel lærerinde tilladt at udtale sig om foreningens initiativer i den sidste tid?
Lad være med at tage lærernes arbejde så alvorligt, det er der ingen andre, der gør!
I stedet for at hjælpe dem med at klare dagen og vejen på humoristisk vis, så find dog hellere et andet arbejde til dem alle sammen. - De er jo ikke alle sammen for gamle til at arbejde. For som det er nu, er det spild af gode kræfter at lade dem undervise og samtidig støtter de en udvikling, som de ikke selv kan være tjent med. Vi ser jo stadig den stigende tendens til kaos. Det går med folkeskolen, som det går med vejret - stigende tendens til stormvejr.
Samfundet bryder jo heller ikke sammen, fordi der ingen skoler findes. Der er bare så mange flere til at bestille noget fornuftigt.

Prøv at være lidt kreativ i fremtiden.

Med venlig hilsen
Rosa Olsen
veteran fra folkeskolen
Førstelærer Pedersen Kære Rosa
Mange tak for dit brev.
Du berører jo her et meget ømtåleligt problem! Skal vi tage lærernes arbejde alvorligt eller ej?
Du skriver at det skal vi ikke - det er der jo ingen andre der gør! Tja, det kan du jo have ret i. Der er ikke ret mange der værdsætter lærernes gøren og laden. Det er måske i bund og grund kun dem selv, der tror på, at hvad de render og laver, også nytter et eller andet sted.
Spørgsmålet er jo så bare om de alle sammen kan komme til at lave noget fornuftigt? Skulle de måske sendes ud for at grave grøfter? Tja, måske? Så kunne de bl.a. få afprøvet regnestykket med grøfterne:
Hvor lang tid vil det tage 6 lærere at grave en grøft på 4 meter, når det tager 4 lærere en halv time at dække den til med jord igen?
Nej måske skulle vi bare lade dem være på skolerne - og så i øvrigt prøve at hjælpe dem igennem dagen og vejen på humoristisk vis!
Jeg tror det sidste.


Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg fik i onsdags stjålet en sort Alpine Lowe 40 liters rygsæk med et broderi på fronten af et firben! Jeg havde lagt den oven på mit skab, da mit skab er for lille til så stor en rygsæk. Tasken indeholdt ikke andet end lidt træningstøj og noget frugt, men jeg ville da gerne have den igen.
Derfor efterlyste jeg den på lærerværelset. Men tror du kollegerne tog mig alvorligt? Næh de sagde bare at her på lærerværelset kommer der jo aldrig nogen, bortset fra nogle pædagoger, og så var det i øvrigt dyrplageri med det broderi.
Sig mig, fatter de overhovedet ikke noget. Det var jo bare et broderi!
Og tror du jeg har fået tasken igen?? Næ. Hvad kan jeg gøre?
Michael
Førstelærer Pedersen Kære Michael
Kolleger kan være meget slemme til at drille. Det kommer nok af at gå i blandt børn hele dagen. Børn er jo som bekendt også meget slemme til at drille hinanden. Ja, faktisk er de tit ret gode til at mobbe hinanden. Og som man ved, er det altid de andre, der har gjort det! De skyder straks skylden på pædagogerne. Se det var et klogt træk!
Jeg kan godt forstå at de tager din udtalelse ang. broderiet på fronten af et firben for alvorligt. Og der må også jeg protestere. Det er faktisk dyrplageri at brodere på dyr, selv firben. Jeg tror så afgjort at man skal overlade det til dyrlæger at stikke i dyr!
Så mon ikke du får din taske igen, hvis du lover ikke at brodere mere?

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg har tænkt meget over den stol, jeg sidder på til daglig her på lærerværelset. Det er mit indtryk, at det ikke er den samme hver dag. Stolene er jo ens, men min virker behageligere end de øvrige. Og så bryder jeg mig ikke om, at andre bare sætter sig på min stol. Nok er vi kolleger, men man må da have visse rettigheder. En kollega til mig har fået en navneplade sat fast på sin stol. Det skyldes vist en vis form for nærhed med en af vore tidligere ledere, men sådan har jeg det ikke med ledelsen. Mon du kunne give mig et råd - du har jo hjulpet så mange?
Tryghedsnarkomanen (det rigtige navn er redaktionen bekendt)
Førstelærer Pedersen Kære Tryghedsnarkoman
Ja, man har det jo med gerne at ville sidde det samme sted i hvert frikvarter. Man køber som regel også det samme brød ved bageren. Og de samme toiletruller hos købmanden. Man ved hvad man har - man ved ikke hvad man får: Tænk hvis man satte sig ved et andet bord! Så skulle man pludselig til at konversere med en anden (ukendt) kollega!
Jeg kender godt problematikken fra da jeg selv var ansat i folkeskolen. Jeg sad også altid det samme sted - til trods for at vi havde en uskreven regel om, at vi ikke havde faste pladser. Nu havde jeg ganske vist en anden position som Førstelærer, men alligevel.
Livet har dog også lært mig at man ikke nødvendigvis tager skade af at prøve noget nyt. Det kunne være at lige netop en anden plads kunne bryde isen, være tændsats til en ny del af dit liv. Som da jeg uforvarende kom til at sætte mig ved siden af kollega Mortensen i sin tid. Så faldt snakken på frimærker og vi fandt ud af at vi begge havde samlet i mange år. Det var startskuddet til et langt venskab. Kollega Mortensen blev siden Førstelærer som jeg selv!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Må jeg lige få en forklaring på, hvorfor man som lærer ikke må køre i Land Rover - (min er hvid)?
Rosa
Førstelærer Pedersen Kære Rosa
Jeg går ud fra at det er sidste indlæg der har ansporet dig til at skrive.
Hvis du læser nærmere på sidste indlæg, vil du erfare, at jeg faktisk ikke siger, at man ikke må køre i Land Rover. Eller BMW. Eller Mercedes-Benz. Eller Volvo. Eller hvad de store prestigebilmærker hedder nu i dag.
Derimod siger jeg med mit svar at selv en ganske lille bil kan være nok så god. Bare den er god nok til dig.
Men du følte dig måske ramt? Har du skyldfølelse over at du kører rundt i en bil, der bruger så megen benzin, der sviner så meget, der støjer så meget som en Land Rover gør? Så var det måske på tide at skifte bilen ud! Man kan få mange forskellige ganske fine lærer-biler. F.eks. en Skoda.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Se, nu har jeg fået en kollega, som tror at hun underviser lige så godt som jeg. Det er jeg snart træt af at høre på. For hver gang jeg forsøger at forklare mine kolleger, hvorledes jeg sagtens kan klare de vanskellige klasser, så bryder hun ind og fortæller om sine succeser. Hun forvirrer altså mine tilhørere og jeg får snart dårlige nerver.
Da du har et langt livs erfaring, må du vel kunne gøre et eller andet for at hjælpe mig. Jeg sender dig gerne et foto af hende, hvis det kan inspirere dig. I øvrigt kører hun rundt i en hvid Land Rover. Det synes jeg ikke man skal, når man kun er lærer.
Anne
Førstelærer Pedersen Kære Anne
Det er ikke godt når ens kolleger begynder at tro, at de underviser lige så godt som en selv. Det er medvirkende til at nedbryde ens selvværd, så du skal have stoppet den onde cirkel du er kommet ind i. Dertil kræves lidt snilde.
Hvis du ikke allerede har en mobiltelefon så anskaf dig en. Nu gælder det så om at få fjernet din kollega fra bordet, hvor dine tilhørere jo sidder og venter spændt på at høre DIG tale, så derfor ringer du til skolens telefon - helst en telefon lidt langt væk - således at din kollega bliver nødt til at forlade bordet. Du skal selvfølgelig ikke snakke med hende, men blot afbryde forbindelsen, og derefter udnytte de sparsomme minutter der bliver indtil kollegaen kommer tilbage fra det falske opkald.
Det er lumpent, men det virker!
Og hæng dig så ikke så meget i hvilken bil hun kører rundt i. Din bil er jo meget mere økonomisk, bedre indrettet, kører hurtigere osv.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Lærerne holder ikke som deres elever 10 ugers årlig ferie plus de skæve helligdage, idet der skelnes skarpt mellem elevfridage og lærerferie. Javel!
Kan vi andre dummernikker ikke få oplyst, hvad lærerne laver, når eleverne holder fri fra skolen? Hvem kontrollerer, at ikke også lærerne holder 10 ugers årlig ferie? Og hvordan foregår kontrollen af lærernes arbejde i de fem uger, der ikke må betegnes som ferie?
Vagn
Førstelærer Pedersen Kære Vagn
Jeg kan forstå at du ikke er lærer, men at du har sat dig grundigt ind i lærernes tjenestetidsaftale. Og alligevel er der noget du ikke helt forstår.
Jeg vil ikke svare dig helt konkret på dine mange spørgsmål angående hvad lærerne foretager sig, når eleverne holder fri, men derimod opfordre dig og andre, der måtte have lignende spørgsmål, at bytte arbejdsplads med en lærer et år eller to. Så vil du på din egen krop erfare, hvad lærerne foretager sig i deres job, og hvor længe de er på arbejdspladsen.
Det hedder også learning by doing. God fornøjelse.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Fredag, da jeg skulle hjem, opdagede jeg til stor forskrækkelse, at mine sorte regnbukser, som jeg havde placeret på hylden i garderoben ved min ankomst selvsamme morgen, var væk.
Jeg synes bare at det er SÅ strengt! Her har jeg spinket og sparet for at kunne købe mig disse regnbukser, så jeg ikke bliver våd, når jeg skal køre fra skole til skole, og så er der bare en eller anden overlærer, der hugger dem!!
Hvad synes du? Er det ikke bare strengt?
Kan der være tale om en misforståelse.....?

Hvis nogen finder dem (sorte regnbukser af mærket Kilmanock) vil jeg blive MEGET glad - altså især hvis I så lige vil aflevere dem også!!
TAK

Tina - praktikant
Førstelærer Pedersen Kære Tina
Du skriver at en overlærer har hugget dem. Det tror jeg nu ikke er tilfældet, da overlærere efterhånden tjener så mange penge, at de allesammen har bil og derfor ikke behøver at bruge regnbukser.
Men derimod tror jeg snarere at der kunne være tale om en vikar eller en af de overenskomstansatte lærere, sandsynligvis en lærer med faget billedkunst.
Disse lærere og vikarer har nemlig ikke ubegrænset med penge, så jeg tror, at du kan finde dine regnbukser i billedkunstlokalet, hvor de har været brugt som beskyttelse mod elever fra 1. og 2.klasse, der ikke kan forstå, at man ikke må rende omkring i lokalet med pensler i hånden.
Kan der være tale om en misforståelse..? skriver du. Nej, snarere en nødvendighed!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg har et problem. Nu er det sådan at vi ikke har faste pladser på vores lærerværelse, men da alle de andre jo plejer at sætte sig på en bestemt plads, så bliver jeg jo også nødt til at sætte mig på den samme plads gang efter gang.
Her den anden dag sad så skolevejlederen - ja tænk blot - af alle: skolevejlederen på den plads som jeg jo altså er nødt til at sidde på fordi alle de andre jo sidder på den samme plads gang efter gang. Jeg sagde så til ham at her sidder jeg jo nogen gange, men han lod bare som om han ikke hørte det.
Da det så skete én gang til blev jeg sur og gik demonstrativt ned i et helt andet lokale og der har jeg siddet sidenhen. Hvad gør jeg? Jeg vil jo gerne tilbage til de andre kolleger, selvom de nok stadig sidder på den samme plads gang efter gang?

venlig hilsen V. (navnet redaktionen bekendt)
Førstelærer Pedersen Kære V
Uha, uha. Det var ikke godt at blive sådan at blive mobbet væk fra lærerværelset og dine kolleger. Jeg synes det var umådeligt grimt gjort af skolevejlederen sådan bare at ignore dig, skønt du med al venlighed jo blot gjorde opmærksom på at her plejer du vist at sidde.
Gå du blot tilbage til lærerværelset og gør krav på at få din plads tilbage igen. Skulle det ske igen at skolevejlederen sætter sig på din plads, så gå til din skoleleder og forklar denne situationen, thi du har ret til som lærer at få din pause på lærerværelset og du har også ret til at sidde ned på en stol imens!
Men du må måske så nok også acceptere at det da vist nok må betegnes som faste pladser - det der praktiseres på dit lærerværelse! Men: Fat mod!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg vil gerne vide, om det kan være meningen, at jeg skal have et fremmed menneske gående rundt inde i min klasse, medens jeg underviser. Hun siger, hun er lærer, men det kan enhver jo komme og påstå nu om dage. Hun ser lusket og alt for ung ud. Hvordan slipper jeg af med hende? Kender du eventuelt nogen, der kan bruge hende? Hun hedder Heidi.
Venlig hilsen
Marianne
Førstelærer Pedersen Kære Marianne
Jeg synes umiddelbart, at du er lidt for hård i din dom over Heidi. Hvorfor ikke tage imod hjælpen med kyshånd? Klasserne af i dag kan jo være hårde nok at undervise, så jeg ville da synes at det måtte være rart at være 2 lærere?
Du siger, hun ser lusket og alt for ung ud? Bare rolig. Skindet kan bedrage. At hun ser lusket ud kan være hendes måde at indgyde respekt på overfor eleverne. Bær over med hende. Hun lærer det nok en dag.
Til dit sidste spørgsmål ang. om jeg kender nogen, der kan bruge hende, så vil jeg bede dig fremsende et foto af hende!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg er nyuddannet lærer og uheldigvis er jeg støtte i 7 timer i en 6.klasse hos en kanonidiot af en gammel hejre fra istiden. Hun påstår, at hun er lærer- men det kan enhver jo komme og sige. Hun spidder eleverne med sine syleøjne, mens hun hvæser bare de trækker vejret, og når jeg vender ryggen til, lyder det som hun spytter efter mig. Hvordan i alverden kommer jeg af med hende? Kender du ikke nogen, der kan bruge hende?
Venlig hilsen
Heidi
Førstelærer Pedersen Kære Heidi
Jeg synes umiddelbart, at du er lidt for hård i din dom over din kollega. Hvorfor ikke tage imod hendes enorme erfaring med kyshånd? Du har forhåbentlig på seminariet fået at vide at klasser i dag kan være hårde nok at undervise? Nyd dog at være to lærere i klassen i stedet for at slippe af med hende!
Du siger, at hun spidder eleverne med syleøjne og hvæser af dem, bare de trækker vejret? Jamen, sådan skal de jo have det!
At det lyder som om hun spytter efter dig kan måske hænge sammen med, at hendes gebis sidder løst i munden. Det skal du nok ikke tage så tungt.
Og til dit sidste spørgsmål - om jeg kender nogen der kan bruge hende? Nej jeg kender så absolut ikke nogen der kan bruge hende!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Min mand er pludselig blevet så underlig! Han er så rastløs, kan ikke sidde stille, surfer rundt på tv-kanalerne i et væk. Og lige så snart han ser en cykel - ja, det behøver bare at være en helt almindelig damecykel - så råber han:
"Nu er frontgruppen snart inhaleret af feltet.". Og: "Ja, så arbejder Armstrong. Hans ben er som kegler, der bowler al modstand til side – hvem kan slå den mand?"
Han er simpelthen ikke til at hive væk fra fjernsynet. Hvad skal jeg gøre? Vi er begge to lærere og skal snart begynde skolen igen. Men han skulle jo gerne nå at forberede sig lidt. Hjælp mig!?
Kirsten
Førstelærer Pedersen Kære Kirsten
Det er vist et alvorligt tilfælde af frankofili. Det er jo tydeligt at din mand savner Tour de France. Selvfølgelig er frankofili ikke kun TdF, men det er lige nu det, din mand har brug for.
Jeg vil foreslå dig følgende: Ring til TV2 og bed om at få tilsendt nogle bånd med optagelser af TdF, både nogle fra bjergene og nogle fra det flade land, således at din mand ikke fatter mistanke.
Du skal så afspille disse bånd for ham, men i stadig mindre doser, indtil han er helbredt. Og bemærk: der kan meget vel gå hele 3 uger! Og det er vigtigt at du går igang allerede nu! Det er jo ikke særlig lang tid til skolen starter igen.
Desværre tror jeg der er mange tilfælde som din mands. Dem hører man bare aldrig om!

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
En dag hvor det var 30° varmt i skyggen var jeg kommet lidt sent i gang med at lave mad, så jeg ville tø mit kød op (4 lækre bøffer) på en tallerken i køkkenet. Jeg tænkte så går det nok lidt hurtigt. Men da jeg kom ud i køkkenet en time efter, sad der en masse spyfluer på kødet. Det var ikke så lækkert. Hvad kan man gøre for at undgå dette?
Hej
Mona
Førstelærer Pedersen Kære Mona
Det kan være et stort problem for mange, det du her beskriver, især om sommeren. Men mit svar er ganske kort. Og igen har jeg hentet svaret i 'Kogebog for smaa og store Huusholdninger fra 1865':
'Kjød bevares bedst mod Spyfluer ved at gnide det med Estragon som ikke efterlader nogen ubehagelig Smag; dog gjør man bedst i at afskylle det godt i koldt Vand, førend det bruges.'

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Mine kolleger er holdt op med at spise. De har ikke længere madpakker med, da de ikke kan overkomme at sørge for at få den smurt. (Min mor smører heldigvis min!).
Skal jeg fortsætte med at spise min mad på toilettet eller skal jeg dele min sammenklappede leverpostejmad med dem?
Bjarne
Førstelærer Pedersen Kære Bjarne
Jeg synes faktisk at du skal stoppe med at spise din mad på toilettet. Dels er der frygtelig mange bakterier sådan et sted, dels har du da brug for en gang imellem at snakke med dine kolleger.
Da det er din mor der smører din mad, går jeg også ud fra, at det er din mor der betaler den. Sig istedet til mor at hun skal smøre nogle flere madder til dig. Så kan du dele ud af dine sammenklappede leverpostejmadder til dine sultne kolleger.
Jeg er ganske sikker på at du inden længe vil blive månedens kollega på din skole.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Kan De mon hjælpe mig? Jeg er lærer og ganske uerfaren. Jeg er klasselærer i 1.klasse. På grund af problemer med elever og forældre er jeg begyndt at drikke spiritus. Jeg har også økonomiske problemer.
Hilsen
Ditte
Førstelærer Pedersen Kære Ditte
Jeg har et råd der løser begge Deres problemer, såvel det med spiritussen som det økonomiske. Jeg har fundet svaret i Lærebog i huslig økonomi, (1955):
'Alkohol brænder i vort legeme, således at vi herigennem får tilført kalorier. Dette forhold, der er af stor betydning for alkoholens forsvinden fra vort legeme, har dog ingen større praktisk betydning ud over den, at de alkoholiske drikkevarer nedsætter vort behov for egentlige fødevarer.'
Se her er svaret faktisk klart og tydeligt. For at vores legeme kan fungere ordentligt har vi brug for kalorier. Det får De altså når De drikker spiritus! Og da alkoholen nedsætter behovet for egentlige fødevarer kan der altså spares mange penge på madindkøb. Derved burde Deres økonomiske problemer blive løst.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen


Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Jeg købte 2 kg mel i januar måned sidste år, fordi jeg håbede at få tid til at bage boller til min fødselsdag. Men det hjemlige initiativ lykkedes ikke, heller ikke i år. Nu er der kommet nogle små dyr i melet. De ligner allesammen hinanden og farer rundt så de er umulige at fange. Jeg har ikke råd til at kassere melet og har derfor brug for et godt råd
Venlig hilsen
Connie
Førstelærer Pedersen Kære Connie
Ud fra din beskrivelse så tror jeg at det er mider du har fået i melet. Det er selvfølgelig irriterende og skal det hele nu kasseres? Nej, Connie, du behøver ikke at frygte noget. Du kan sagtens bruge melet som det er. Mider indeholder også proteiner som vi jo har brug for i en vis mængde.
Men skulle du være interesseret i at fjerne miderne så har jeg fundet en løsning til dig. Fundet i 'Kogebog for smaa og store Huusholdninger fra 1865':
At bevare Meel for Midder:
Man maa passe vel paa, at Melet staar i frisk Luft. Man kan benytte Grene af Ahorntræ, efterat disses Løv er afrevet, og de have henligget i nogen Tid i fri Luft, til at lægge i Meelkassen eller Meelbøtten, hvilket forebygger, at Midderne sætte sig i Melet. Grenene bør undertiden ombyttes med friske.

Hvis du overvåger processen kan du være heldig at indfange miderne og dernæst riste dem og gemme dem til senere brug som birkes på bollerne som du bager af melet.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Hvad gør jeg, når jeg ikke kan falde i søvn om natten? Jeg falder godt nok i søvn foran fjernsynet, men når jeg så går i seng, begynder tankerne at kværne rundt i hovedet på mig: Har jeg nu forberedt mig godt nok? Er der noget jeg mangler osv. osv.? Har De et godt råd?
Venlig hilsen
Marianne
Førstelærer Pedersen Kære Marianne
Først og fremmest: hvor er det dog dejligt at blive respekteret som Førstelærer. At se 'De' blive skrevet med stort varmede dybt ind i sjælen. Tak for det.
Og så mit svar på spørgsmålet: Det er såre enkelt, kære Marianne. Eftersom der ikke er noget galt med sovehjertet, så er det snarere det at fjernsynet pludselig ikke giver lyd fra sig der vækker Dem. Køb derfor en af disse nymodens videoafspilningsmaskiner. Jeg har undersøgt markedet og man kan købe nogen med en funktion der hedder 'Long-Playing' (lang spilletid!). Indspil dernæst fra fjernsynet, selv - eller lad én af Deres elever gøre det, TV-Avisen flere gange, så den fylder hele båndet ud med denne LongPlaying-funktion. Der skulle så være mindst 8 - 9 timers TV-Avis at sove til. Sæt dernæst maskinen til at starte automatisk kl. 22 eller hvornår det nu passer og søvnen burde være sikret.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
I sidste uge købte jeg en kalvesteg i håb, at min familie omsider kunne få noget ordentligt at spise. Kødet har nu fået en underlig grøn farve og virker slimet. Jeg regner med at kunne nå at stege kødet inden for 14 dage. Hvad kan jeg gøre for at bevare kødet til jeg får bedre tid? (Jeg har først råd til at købe en dybfryser til jul).
Anita
Førstelærer Pedersen Kære Anita
Det problem du beskriver hér, er ofte set hos uerfarne, nye lærere. En for lille pengepung og for lidt tid (størstedelen bruges jo på skolen!) er årsagen til at mange må spise madvarer der har set bedre tider. Og man kan godt forstå det, for der købes selvfølgelig stort ind, når varerne er på tilbud. Og måske er der kun tid til indkøb én gang om måneden.
Men kære Anita, jeg har fundet løsningen på dit problem i 'Kogebog for smaa og store Huusholdninger fra 1865':
At hjælpe paa bedærvet Kjød:
Naar Lamme- eller Kalvekjød om Sommeren har faaet en lille 'Tanke', kan der endnu hjælpes paa det, hvis den ei er altfor stærk, ved at lægge det et Par Dage i suur frisk Mælk. Man vil da ikke kunne smage, at det har været fordærvet.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen

Spørgsmålstegn Kære Førstelærer Pedersen
Min løn slår hverken til til det ene eller det andet! Mon jeg kan få et godt råd til at strække økonomien?
Jette
Førstelærer Pedersen Kære Jette
Hvorfor ikke udnytte den natur du har lige udenfor din dør? Mælkebøttesalat og brændenældesuppe er kendt af mange, men kun få ved, at de fugle, vi ser dagligt faktisk er store delikatesser. Således er f.eks. solsort, drossel (begge kramsfugle)samt bekkasiner og lærker særdeles velsmagende. Solsort, drossel og lærker er fredede og må derfor anskaffes af uransagelige veje, men bekkasiner må fanges, så her følger min bedste anvisning på håndtering af fuglene: (fundet i 'Kogebog for smaa og store Huusholdninger fra 1865')
Kramsfulge, Bekkasiner og Lærker
Af smaat fuglevildt udtager man ikke Indvoldende, men kun den Ureenlighed og de Tarme, som kunne borttages med en stor Naal; man udtager Øinene, trækker Skindet af Hovedet; den nederste del af Næbbet afskjæres tilligemed Svælget samt Tæerne. Hovedet dreies om den ene Vinge, Fødderne om Laarene; disse stikkes derefter imellem hinanden og Spidsen af det ene Laar igjennem Øiehulningerne. Over Brystet binder man en Skive tyndskaaret røget Flæsk, lægger saa Fuglene i en kasserolle med lidt Smør og steger dem under Laag henved 3 Kvarteer ved en langsom Ild; af og til dryppes de, og imod Slutningen aftages Laaget, for at de kunne blive brune. Ved Serveringen aftages de Traade, hvormed Flæsket er ombundet, men ikke Flæsket. Saucen sies, skummes og jevnes under stadig Omrøren med Fløde og Sky. Man serverer hver Kramsfugl paa et Stykke ristet Franskbrød. - Bekkasinens Indvolde udtages, renses og hakkes lidt, hvorefter de stuves i lidt Sky eller Kjødsuppe med Salt; herpaa rister man Skiver af Franskbrød, som belægges med de stuvede Indvolde. Bekkasinerne lægges i Midten af fadet og garneres med franskbrødsskiverne.

Ærbødigst
Førstelærer Pedersen


Denne side er printet fra http://www.laerere.dk

Copyright © 2002 - 2018 by FBLDF - Foreningen til Bevarelse af Lærere i Den danske Folkeskole
All rights reserved
Tomt billede
Tomt billede
Til toppen